Sådan fremstilles produkterne

Jeg har allieret med et par dygtige gutter fra Letland, som har kendt hinanden siden skoletiden.

De har et lille firma med to ekstra folk ansat, og de laver vores egne produkter i træ helt fra bunden i deres lille værksted - af lokalt egetræ fra især Letland og Litauen. De fremstiller både deres egne og mine designs.

Det betyder også, at de selv er med til at sikre kvaliteten på samtlige urskiver.

Fremstilling af urskiver

Ægte håndarbejde

Processen med at fremstille PureTimes produkter indeholder både en del håndarbejde og maskinelt arbejde.

50 % af arbejdstiden foregår maskinelt med en CNC-fræser, der skærer produktet ud i det massive træ. Den anden halvdel af arbejdet er håndarbejde, hvor der slibes, males, pudses, vokses og poleres. Der hvor der kæles for detaljerne - herunder er alle eksempler vist for en af skiverne til et vægur, men processen er den samme for alle produkter.

Urskiverne er fræset ud

CNC-fræsning kontra laserskæring

CNC-fræsning er den mest normale metode, når man arbejder med massivt træ. Andre udskæringer i træ laves typisk med laserskæring.

  • Laserskæring er ideelt til at arbejde med meget detaljerede og fine mønstre, hvor den tynde laserstråle kan arbejde meget præcist.

  • Omvendt så kan en laser ikke skære ret dybt i træ - og da den brænder træet væk, vil der altid komme en let misfarvning i kanterne af mønsteret.

  • En CNC-fræser kan ikke skære så detaljeret som en laser, da der bruges bor til at fræse træet ud med. Til gengæld kan CNC arbejde i meget dybe materialer - og der er også mulighed for at lave nogle rigtig lækre udfræsninger og graveringer med dybde.

Processen med at fremstille produkterne

Der er en masse mindre steps, man skal igennem for at få det perfekte produkt, men jeg vil forsøge at beskrive det i hovedtræk.

1. Udfræsning af selve grunddesignet

Først fræses selve trædesignet ud - inklusiv de detaljer, der skal udskæres.

Herefter skæres der ikke mere i produktet, da al udskæring skal ske inden produktet voksbehandles/olieres og slibes.

Urskiverne fræses

2. Rensning efter fræsning

Produktet grovslibes/renses for at fjerne grove rester, splinter og savsmuld, så det er klar til næste behandling.

Urskiverne rengøres

3. Første voksning med farvepigmenteret voksolie

Hvis dele af produktet skal have en anden farve end den naturlige egetræsfarve, så sker det i dette trin. Typisk kan det være udskæringer, graveringer eller andre dele, der skal have en anden farvenuance.

Efter 10 minutter fjernes de overskydende rester af den påførte voksoliep, inden den får lov at tørre. 

Urskiverne vokses med farve

4. Slibning igen

Nu er det tid til endnu en slibning for at fjerne de tørre voksrester, der er til overs efter første behandling af produktet.

Samtidig er det også her, at finslibningen af resten af produktet foregår.

Urskiverne slibes

5. Sidste oliering og polering

Nu påføres der en gennemsigtig voksolie, der afslutter behandlingen af produktet og som samtidig beskytter mod fugtpåvirkning.

Hvis produktet kun består af én farvenuance (fx naturlig farve), så er dette den eneste oliering, der foretages, da der kan blandes farvepigment i olien, så det hele kan klares i én arbejdsgang mht. farve.

Endelig poleres produktet til sidst for at sikre en perfekt finish.

Er der detaljer - som fx på møderumsskiltet, udføres de til sidst.

Urskiverne finpudses

Klargøring af bestilling

Når jeg modtager en bestilling, bliver produktet pakket forsvarligt ned og normalt afsendt førstkommende hverdag.

Urskiver færdigbehandlet